Hypnosens historie
Hypnosen som fænomen befinder sig i et grænseland mellem terapi og underholdning, et grænseland, som mange terapeuter har flirtet med. Det spænder fra de klassisk analytisk orienterede terapeuter, som Freud og Jung, der lejlighedsvis anvendte hypnose for at finde ind til den inderste årsag til en fortrængt oplevelse. I den modsatte ende af spektret befinder sig tryllekunstnere der rejser rundt med "Hypnose-show´s" af tvivlsom karakter.
Hypnose er en bevidsthedstilstand, der på nogle punkter ligner søvn. Den hypnotiserede er som regel afslappet og modtagelig for suggestion (påvirkning af viljen). Ikke alle kan lade sig hypnotisere, men modtagelige og samarbejdsvillige personer kan hypnotiseres til at foretage forbløffende ting og tolerere eksempelvis store smerter uden problemer.
Hypnosen blev indført i lægevidenskaben af den franske læge Charcot i 1880erne. Han kunne hypnotisere patienter, der led af hysteri, så de blev raske. Problemet var, at resultaterne ikke har kunne eftergøres i kontrollerede undersøgelser. Skeptikere betragter således i dag hypnose som et rollespil under hypnotisørens suggestion.
Link til psykisk-institut Freud, Sigmund og hypnose
Fra wikipedia
Jean-Martin Charcot (29. november 1825 i Paris, Frankrig – 16. august 1893 i Lac de Settons, Nièvre, Frankrig) var en fransk neurolog og professor i anatomisk patologi. Han er kendt som grundlæggeren af den moderne neurologi. Hans forskning havde stor indflydelse på udviklingen af neurologi og psykologi, og han blev kaldt "neurosernes Napoleon".
Under den sidste del af 1800-tallet var Charcot som verdens første professor i neurologi ved sindssygehospitalet La Salpêtrière udenfor Paris. Til hans seminarer kom interesserede fra hele Europa for at se hans hypnotiske eksperimenter med hysteriske patienter. Han gjorde stort indtryk på den unge Sigmund Freud. Charcot evnede at få de hysteriske symptomer til at forsvinde gennem hypnosen. Han beskrev den kliniske tilstand sclérose en plaques, i dag kendt som multipel sklerose og var også den første til at skrive om amyotrofisk lateral sklerose.
Charcot vakte stærke sym- og antipatier blandt samtidens læger. Mange beundrede ham som dramatisk og stærk lederfigur. Han syntes at have ent magnetisk skuespillertalent, der gjorde at han med sin blotte udstråling kunne udøve en suggestiv magt over mennesker, der var modtagelige for hypnose. Af andre er han blevet kritiseret for at anvende mennesker som forskningsmateriale.
Jean-Martin Charcot var far til lægen og polarforskeren Jean-Baptiste Charcot.